Ingredienserne i kosmetiske produkter skal angives i den form, der hedder INCI. Det er den fællesbetegnelse for indholdsstoffer, som man skal bruge i alle lande. INCI navnet for den vaskeaktive ingrediens, vi bruger i flere af vores sulfatfrie produkter, er Disodium Laureth Sulfosuccinat.
Ordet "sulfo" er noget mange af os forbinder med opvaskemiddel, der netop er sulfatholdigt, og derfor er det forståeligt, at man kan blive i tvivl om de to ting har noget med hinanden at gøre. Men der er helt grundlæggende stor forskel mellem en sulfat, så som Sodium Laureth Sulfat (SLS), og så en sulfo, som Disodium Laureth Sulfosuccinate.
I kemisk sprog er sulfat og sulfo betegnelsen for to forskellige stoffer. Teknisk forklaret er udgangspunktet for Sodium Laureth Sulfat svovlsyre, hvis salte hedder sulfater. Derimod er udgangspunktet for Disodium Laureth Sulfosuccinate en sulfonravsyre, hvis salte hedder succinater.
Begge stoffer er sæbestoffer, eller det man i fagsproget kalder anioniske detergenter. Disse stoffer har den egenskab, at de kan binde vand i den ene ende af molekylet og fedt i den anden ende. Derved bliver det muligt at opløse fedstoffer i vand.
Selvom begge molekyler altså har evnen til at opløse fedt i vand, så er har de meget forskellige strukturer, og derfor er de også meget forskellig i deres påvirkning af huden og hårstrået. Der er tale om to forskellige stoffer med samme virkningsområde, men med forskellig hudirriterende virkning.
Disodium Laureth Sulfosuccinat er en af de mindst hudirriterende anioniske detergenter, som anvendes i shampoo og flydende sæbeprodukter. Sodium Laureth Sulfat er derimod i den høje ende af irritationsskalaen inden for sæbestoffer.
Derfor er ordet "sulfo" i et INCI navn altså ikke ensbetydende med, at der er tale om sulfater i produktet. Når vi omtaler vores produkter som sulfatfri, er det altid i relation til shampoo og andre flydende sæbeprodukter.
Vi gør det for at fortælle, at der ikke indgår stoffer fra gruppen af anioniske, vaskeaktive detergenter, såsom Sodium Lauryl Sulfat og Sodium Laureth Sulfat, der begge er hudirriterende stoffer, men på trods heraf forekommer i hovedparten af shampoo og flydende sæbeprodukter på markedet.