Guidens indhold

Purely Professional x Made in Congo

"Hos Made in Congo har vi nøje valgt de produktserier, vi mener er de bedste til vores kunders krøller. Purely Professional har vi efterhånden forhandlet i 6 år. Purelys produkter anbefaler vi altid til små børn og allergikere. Purely Professional er imidlertid for alle, der går op i hvad hårprodukter indeholder og god pleje. Mine yndlings produkter er Styling Lotion 1, som giver et let og lækkert hold og den sulfatfri Shampoo Bar 1." - Charlotte

 

Hvordan startede “Made In Congo”?
Made in Congo slog dørene op 2. September 2017 i et lille lokale i Jægersborggade på Nørrebro. Efter en længere periode, hvor jeg var ledig, fandt jeg modet til igen at kaste mig over min passion for hår. Jeg er uddannet hos Vidal Sassoon i London helt tilbage i 1997. Dengang klippede vi allerede krøller og afrohår i London. Jeg har undervist på Københavns frisørskole, har arbejdet hos blandt andet frisør Terkelsen på Østerbro og har tidligere været indehaver af salon Flottenhejmer i Guldbergsgade. Alle de ovennævnte steder har jeg hovedsageligt arbejder med skandinavisk glat hår. Da jeg åbnede i Jægersborggade, var det efter en periode i mit liv, hvor jeg havde haft tid til at tænke mig godt om.. Jeg havde brug for at følge mit hjerte, og kaste mig over en del af mit ophav, som jeg havde forsømt..

Hvordan er dit forhold til Congo?

Min mor er dansk og min fra er fra Congo. Jeg er født og opvokset i Danmark uden kontakt til mine afrikanske rødder. Gennem min barndom og ungdom i en lille provinsby på Sydsjælland i 70’erne, blev jeg alligevel ofte mindet om, hvor jeg kom fra. Vi var 4 Charlotter i klassen, jeg var Neger-Charlotte. Det var særlig mit hår, der afslørede mig. Jeg var utrolig ked af mit hår og ønskede inderligt at have langt glat hår! I 2016 tog jeg den bedste beslutning, jeg nogensinde har taget. Jeg tog til Kinshasa i Congo og besøgte min far og min familie dernede for første gang. Den korte historie er, at jeg følte mig hel. Det var der, jeg besluttede mig for at åbne en salon og tøjbutik som afspejlede mig som værende afrodansker… og stolt af begge dele.

 

Charlotte Urne til højre

 

Synes du, at Danmark bevæger sig i den rigtige retning, når det gælder krølle-repræsentation?
I dag ligger salonen i Elmegade. Det er tredje gang, vi er flyttet pga. pladsmangel og forretningen er i vækst. Det er tydeligt, at der er behov for saloner som vores i Danmark. For det første er krøller blevet moderne. Glattejernet er blevet lagt på hylden og både mænd og kvinder, drenge og piger hylder deres krøller. For det andet kan jeg tydeligt mærke hvordan demografien har forandret sig i Danmark. Vi ser mange flere børn og unge med et mix af danske og afrikanske forældre. Desværre er den danske frisørskole endnu ikke hoppet med på den tendens. Vi har lige ansat en elev, da det er nærmest umuligt at ansætte frisører med erfaring med krøller og afrohår. Selv om frisøruddannelsen tager 4 år, bliver det stadigvæk ikke undervist synderligt meget i krøller og slet ikke i afrohår. Det håber jeg snart kommer til at indgå i uddannelsen!

Hvordan er dit forhold til dine egne krøller? Har du altid elsket dem?
Mit eget hår har ændret sig meget. Frem til midt i 20'erne, havde jeg tætte afrokrøller, men med alderen og efter at have fået 2 drenge, er håret knapt så krøllet og der er mindre af det. I dag ville jeg ønske, at jeg havde omfavnet mit ungdoms-hår!

Hvad ville være dit bedste råd til én, der har svært ved at holde af sine krøller?

Mine bedste råd til jer med krøller.. Elsk det hår du er født med. Krøller er smukke og unikke, og i dag er de også moderne. 

Hvad skal man helst undgå i sine produkter, hvis man vil passe på sine krøller?

Da krøllet hår er mere tørt end glat hår, har det brug for mere pleje i form af fugt og nogle gange protein, hvis håret er skadet af sol og varme. Mange af vores kunder følger Curly Girl metoden, ligesom vi også selv har arbejdet med dens principper i snart 7 år. Det går kort beskrevet ud på ikke at bruge hår produkter, der indeholder sulfater, silikone og alkohol. Når det er sagt, vil jeg anbefale ikke kun at kigge på hvad der ikke er i produktet, men også om der overhovedet er god og nærende pleje. Da der er gået mode i krøller, er der flere og flere firmaer, der gerne vil ind på markedet. Der er rigtig mange produkter derude, der er Curly Girl approved uden ordentlig pleje.

Hvordan ser din egen hårrutine ud?

Min egen hår rutine er meget simpel. Jeg vasker hår ca. 2 gange om ugen med sulfatfri shampoo. I stedet for balsam bruger jeg altid en kur i badet. (Det er godt hvis man har tørt hår.) Det første produkt jeg bruger som styling er en leave-in balsam. (I modsætning til mange krøllecremer, giver en leave-in balsam fugt, hvor en krøllecreme ofte er mere kosmetisk og giver glans og definition af krøllerne). Herefter kommer jeg hold i håret, styling lotion, skum eller gel. Det er en game changer og fixere krøllerne med et produkt, der giver hold. Mine krøller bliver flottest, når jeg reder håret efter, produkterne er kommet i. For mig fungerer det bedst med en bred kam. Når jeg reder håret med produkterne i, provokerer jeg krøllerne til at bølge i samme retning og undgår krus. Jeg undgår frottéhåndklæder og bruger altid et microfiber håndklæde eller en forlagt bomulds T-shirt til at kramme vandet ud af mit hår. Det er mere skånsomt og giver nogle flotte krøller. Sidst, men ikke mindst, kan jeg slet ikke undvære mit pudebetræk i silke. Det slider mindre på håret, når jeg sover. Jeg vågner ikke op og ligner en splittet halmballe, og som ekstra bonus vågner jeg heller ikke med sovemærker i ansigtet.