For det første mener vi, at vores produkter lever op til mere end hvad de forskellige mærker tillader – eksempelvis bruger vi ikke parfume, som er tilladt i miljømærker. Vi har også et meget skarpt fokus på at undgå skrappe sæbestoffer, som man ikke rigtigt tager stilling til hos de forskellige mærker.
Og så har vi det overordnet lidt ambivalent med de mærker, man som producent kan erhverve sig. Men allervigtigst så ønsker vi at gøre vores produkter gennemskuelige for dig som forbruger. Og vi synes ikke, at et mærke fremmer den gennemsigtighed. Det er jo faktisk de færreste, der ved hvilke vurderinger og standarder, produkterne skal leve op til for at få et givent mærke.
Vi synes, det er et mere klart budskab, når vi eksempelvis bliver testet i Kemiluppen hos TÆNK, fordi det her er vores kunder selv, der scanner produkterne, og ikke os der som producent beder om at få en vurdering.
Forbrugerrådet Tænk er en medlemsorganisation, der tester og undersøger alle mulige produkter heriblandt kosmetik under Forbrugerrådet Tænk Kemi, hvor man vurderer produkter og ingredienser ud fra et kolbesystem, hvor A kolben repræsenterer produkter, der ikke indeholder problematiske stoffer.
Du kan læse meget mere om Tænk Kemi og i
særdeleshed de kriterier de vurderer ud fra her.
Vi har en god dialog med Tænk Kemi i forhold til deres vurderinger af vores produkter baseret på de indholdsstoffer, vi bruger. Men vi har ikke noget mellemværende med dem, og det synes vi giver den bedste gennemsigtighed.
I 2020 blev nogle af de solfiltre, vi benyttede på daværende tidspunkt udtaget af EU til yderligere undersøgelse. Det vil sige at de kom på EU's liste over stoffer, der er under undersøgelse for at have hormonforstyrrende egenskaber. Da Tænk Kemi tager udgangspunkt i bl.a. disse lister fra EU, når de vurderer produkter og indholdsstoffer, havde det den konsekvens at vores Day med SPF 15 gik fra en A kolbe til en C kolbe. Det var ærgerligt, men vi synes det er helt fair.
Vores udgangspunkt er, at hvis EU har udpeget en ingrediens til evaluering, så er der nok en årsag. Indtil da havde vi ikke stødt på studier, der gav anledning til bekymring, men der forskes hele tiden, da det er et felt i konstant udvikling.
Det kan sagtens være, at ingredienserne bliver frikendt, men det kan også være, at de ikke gør. Derfor valgte vi på den baggrund at ændre i formuleringen af produktet, så vores Day ikke indeholder de mistænkte stoffer og derfor igen kan bryste sig af A kolben.
Der foregår som sagt utrolig meget forskning omkring indholdsstoffer på alle mulige områder. Vi bliver hele tiden klogere. Det er netop det, der er motivationen for os med Purely Professional. At lære meget mere om hvordan vi kan lave plejeprodukter uden at gå på kompromis med hverken hensynet til sundheden eller miljøet.
Hvor vi som samfund tidligere har været alt for ukritiske, i forhold til de stoffer industrien bruger i eksempelvis kosmetik, fødevarer og beklædning, er vi nu meget mere opmærksomme og forsigtige. Heldigvis. Hvis det senere skulle vise sig, at vi har været for forsigtige, er det da at foretrække frem for det modsatte.