Guidens indhold

Forbrug mindre

Helt overordnet vil jeg sige, at det bedste vi alle kan gøre for miljøet og os selv er at forbruge meget mindre. Bliv din forbrugstrang bevidst. Stil spørgsmål til om du har brug for at købe noget eller bare lyst. I forhold til plejeprodukter så vil jeg især lægge vægt på, om du har brugt de gamle produkter op? Inden du kaster dig ud i noget nyt, tag et kig i skuffen, om der ligger noget spændende, du ikke har fået brugt op. Hvis du har produkter, du ikke får brugt, er det så muligt at anvende dem til noget alternativt? En bodylotion er ofte god i et krøllet hår og en balsam fungerer super til at barbere ben. Måske du ellers kan give dem væk? Når du køber nyt så fokuser på at købe produkter, der er drøje i brug og multifunktionelle.

Overvej produktets vej til dig

Transport er en stor del af alle produkters klimaaftryk. Det er altid en god ide at se på, hvor produktet bliver produceret. Det er dog ikke en garanti for at ingredienserne og emballage ikke kommer langvejsfra.  

Derfor vil jeg hellere lægge mit fokus på at købe rationelt ind – det vil sige bestille så meget som muligt på en gang, i stedet for flere små forsendelser fra forskellige forhandlere. Sørge for at få hentet din pakke, inden der bruges ressourcer på at sende den retur. Muligvis koster det ikke dig så meget, at en pakke sendes retur. Du kan bare bestille igen. Men transporten frem – tilbage – og frem igen er helt unødvendig. Du kan også handle lokalt, hvis du har nemt ved at komme til fysiske butikker – gerne til fods, på cykel eller med offentlig transport.   

Tjek indholdsstoffer og emballage

Der er mange stoffer i kosmetik og skønhedsplejeprodukter, som kan være dårlige for miljøet, da de ophobes i naturen. Dette er eksempelvis stoffer som silikone, solfiltre og parabener, men også mikroplastik er et stigende problem. Heldigvis udfases mange problemstoffer nu, som eksempelvis PFAS, ligesom der er forbud mod anvendelsen af mikoplast i flere og flere produkter.  

Derudover er det også relevant at undersøge, om der er taget hensyn til biodiversitet i produktionen. Det kan være ved brug af certificeret palmeolie, der er med til at forhindre illegal skovrydning eller ved brug af ansvarligt dyrkede økologiske ingredienser.  

Emballagen spiller selvfølgeligt også en stor rolle i forhold til et produkts miljøprofil. Er den i genanvendte materialer? Og er den let at genanvende – altså er den let at affaldssortere korrekt? Er der unødvendige emballagedele, der ikke tjener noget praktisk formål? Et kæmpe plus er selvfølgelig, hvis emballagen kan genbruges, og altså fyldes igen til samme formål.  

Emballager i plantebaserede materialer lyder måske for mange bedre end fossilt baseret plastik, men det er vigtigt at overveje landforbruget til bioemballager, eksempelvis i forhold til biodiversitet, og hvorvidt planterne der indgår i produktionen, er økologisk dyrket? Om de er skovrydningsfrie?  

… og husk lige at spare på vandet!

Når alt dette er sagt, så er det faktisk i brugssituationen, du har den største indflydelse på det klimaaftryk, dit køb medfører. Når man ser på produktlivscyklussen for et produkt som en shampoo, så udgør bruger-fasen den største del af miljøaftrykket*. Den mængde vand du bruger, samt vandets temperatur, når du vasker dit hår, er altså en af de største miljøpåvirkninger din shampoo efterlader.  

Kilder

* https://www.mdpi.com/2071-1050/13/15/8478 

https://purelyprofessional.dk/pages/indholdstoffer-og-miljoe